31.7.16

LaVieBonne #4


LaVieBonne #4 from Thomas B on Vimeo.

”Ausführerschein?” Nej tak, jeg skal hverken føre lovlige eller ulovlige mængder smør ud af Tyskland og ind i Schweiz. Om det er mit gebrokkent tysk der de sidste seks måneder har fået kassedamen i Edeka til at tro jeg er én af de daglige gæster fra den anden side grænsen ved jeg ikke. Men jeg vælger at tolke det som et kompliment. Schweizere er der nemlig massere af i supermarkederne. Så mange at der ved køledisken er angivet hvad og hvor meget de må tage med sig hjem over grænsen. På de tyske tankstationer er schweizerne også tit gæster. Nuvel, sådan er det vel bare når der er mange penge at spare ved at køre fem minutter over grænsen og ind i Tyskland. Det eneste tidspunkt det irriterer mig er når jeg skal besøge Carsten, Stine og børnene i Regensberg. Det er som regel i weekenderne. Her holder alle schweizerne i kø ved grænsen for at registrere de lovlige mængder smør de har tænkt sig at tage med ind i alpelandet. De eneste gange jeg ikke er kommet senere end aftalt til Regensberg er når jeg har taget cyklen. Så udgør smørhamstrende schweizere ikke den store tidsmæssige udfordring ved grænsen.

Det er blevet en vane at krydse grænsen. Sådan cirka 4-6 gange om ugen. Enten for træne, køre til lufthavnen i Zürich eller besøge familien Lundby. Dog oftest i den daglige træning. Hvor er vejret bedst i dag? Skal vi ind i Schwarzwalds enorme skovområder eller på de lyse åbne landskaber i schweiziske Jurapark Argau? Racercyklerne har været stort set urørte i år. Bekvemmeligheden ved at kunne vælge skov - og grusveje i den daglige træning vinder hurtigt. Og man vænner sig hurtigt til at sidde på knopdækkene. Træningen har jeg også vænnet mig til. Men at være realistisk i forhold til hvad jeg kan lave ved siden af træningen ”vænner” jeg mig nok aldrig til. Ukuelig optimisme kunne man vel kalde det. Okay, nu træner Annika også ret meget. Og jeg har været med på en stor del af det. Så det ville være underligt hvis jeg ikke også blev lidt træt efter de lange dage i sadlen. 

Træt bliver jeg ikke af at køre rundt i området. Endeløse bølgende bakkedale og idylliske landskaber gennemskåret af floder og vandløb. Selv i regnvejr er det ikke den store kunst at overtale sig selv til bare en lille tur. Jeg har taget tid på hvor lang stigningen udenfor vores dør er: med skruen i vandet kan jeg køre den på 23-25 minutter og ender i 1006 meter over havet. Er vejret klart bliver jeg belønnet med storslået udsigt til de schweiziske alper. Det bliver svært at vende hjem til København.
Bad Säckingen ligger 15 km væk. Det er her områdets mountainbikespor ligger. Når man ankommer til sporene får man en fin oversigt på et kæmpe skilt: Velkommen til Sabine Spitz mountainbike-arena! Halvdelen af informationstavlen giver en historisk gennemgang af den tyske stjernes meritter. Den er god nok. Hun bor kun 6 km fra vores lille flække og er klart områdets sportsstjerne. Det stod allerede klart da vores venlige pensionerede nabo introducerede sig selv. Vel nok mest for at finde ud hvem vi var. Herude snakker man sammen som naboer. Og da han hørte om Annikas profession udbrød han straks: Sabine Spitz! Efterhånden som sommeren gjorde sit indtog og køkkenhaven udviklede sig gjorde vores naboskab det samme. Første tegn var en agurk til vores daglige salat fra den solbrune venlige pensionist, dernæst endnu én. Jeg troede vores naboskab peakede ved den tredje agurk, men så toppede hans kone det med et helt salathoved. Og ved sidste cykelvask inden afrejse hang der en fin printet lykønskning mod OL på hegnet ind til naboen, der hvor vores nye cykelvaskeplads havde befundet sig de forgangne måneder. Jo, ikke kun vores tyske nabo har opdaget hvem Annika er og hvad hun kan på en cykel. Nogle uger tilbage stod der pludselig et ældre ægtepar på cykelstien og lagde an til at tage et foto af de to mtb-ryttere ude og træne. Jeg troede først de fotograferede landskabet og ved tilfælde havde fået os på kornet. Men så blev vi stoppet og godt konfus gik det langsomt op for mig at de havde set os på vejen, havde vendt bilen og kørt efter os for at få et billede. Samme aften tikkede en email ind med tak for sludder og billede til Annika og hendes ”begIeiter”. Hun ville nok have været mere anonym i København de sidste seks måneder.

Et landskabet jeg kommer til at savne


Helt gnidningsfri har perioden dog ikke været. Et styrt tre dage før World Cuppen i Albstadt resulterede i en ødelagt skulder. Nærmere bestemt ledbåndene. På trods af mere end 20 år på mountainbiken er det kun min anden rigtige skade. I mange uger var jeg sat ud af spillet. Efter fire uger kunne jeg træne på landevejen og et par uger derefter begyndte jeg langsomt at køre i terræn. Det går fint, men smerterne er ikke at tage fejl af når jeg overbelaster skulderen.
Bad Säckingen from Thomas B on Vimeo.

Sådan ser sporet ud i Bad Säckingen - nu har det min skulder på samvittigheden.

Kursen er nu sat mod Mont Saint Anne og næstsidste afdeling af World Cuppen. Det ser ud til at blive noget tyndt felt hos damerne. Rytterne med adresse tæt på kommer selvfølgelig, Batty, Lea og Pendrel, men resten ser ud til at have opgivet World Cuppen og fokuserer på OL. Ah ja, det forjættede arrangement der så bestemt ingenting har med politik at gøre. Hvilket på ingen måde har været til at se i nyhedsstrømmen de sidste måneder. For mountainbikerne er det synd og skam at løbet ikke har den absolutte verdenselite til start. Top 30 i dameklassen og 50 i herreklassen. Det er en f…… joke! For de ganske få der kører om en medalje gør det ingen forskel, men pladserne 5-10 og nedefter har på ingen måde samme tyngde som i en World Cup eller VM. Hvis disse løb kan finde ud af at administrere en 80% regel og have felter på 100 mand forstår jeg ikke at et OL ikke kan det samme. Det burde være muligt – også med ryttere fra nationer som normalt ikke deltager i disse konkurrencer. Vores strategi ændrer sig ikke væsentligt de næste løb. Ét løb ad gangen. Hverken mere eller mindre. Sådan har det været hele året og sådan bliver det. De tanker vi har gjort om OL fylder ikke mere end et hvert andet stort løb vil gøre. Misforstå mig ikke: det er et stort løb for Annika, men ikke større eller vigtigere end så mange andre løb. Hypen omkring arrangementet er sindssyg og mange folk glemmer at Annika har en arbejdsgiver der også gerne ser hende gøre det godt i andre løb. Så for nu er fokus på den forhåndenværende opgave: Mont Saint Anne. Med to World Cup afdelinger tilbage og et forspring på 160 point til Pendrel kan meget afgøres på søndag. Men det mest i mine tanker det figurerer. Keep it real simple har mantraet været i år. Fokus på bare at være i det arrangement øjeblikket byder på. Og det ser ud til at virke. Selv i La Bresse hvor helbredet bestemt ikke var til at køre World Cup blev det til en 15. plads. Jeg synes det var en af Annikas bedste præstationer i år. Okay, VM-løbet figurerer også højt, men når formen er til at ligge forrest og styre løbet er alting lidt nemmere. La Bresse var det stik modsatte. Alligevel var Annika helt cool og optimerede sit udbytte af weekenden trods et tydeligt handikap. Dét er i min bog et af hendes bedste løb nogensinde.


Om 30 minutter sætter vi fødderne i Quebec og drøner så mod Mont Saint Anne. Vi er de første fra holdet der ankommer. Jeg er blevet betroet opgaven af hente staben når de lander kl. 22. Det er sjældent jeg får lov at udføre en reel arbejdsopgave når jeg er med teamet. Som regel er det kun til XCM VM hvor der er brug for mange hjælpere til depoterne. For mig bliver det et gensyn med Mont Saint Anne efter 15 års fravær. Faktisk var det her jeg havde min bedste World Cup-placering. En 15. plads i eliteklassen. Som tiden er gået oplever jeg en snigende irritation over datidens dopede ryttere. Ikke så meget at de dopede sig. Det kan ingen lave om på nu. At flere af dem er beskæftiget i cykelsporten er også svært at ændre ved. De har trods noget erfaring med hvordan gamet fungerer. Men jeg bliver til stadighed forundret og irriteret over hvor mange mennesker der uden at kny køber parolen om at ”alle vidste det, alle gjorde”. Ingen stiller spørgsmål ved den historie og diskurs den gamle garde udstikker. Jeg oplever det som at de ikke blot dopede sig til sportslig succes, men også en fordel senere i livet. Ingen journalister eller direktører der skiftet tweed-sættet ud med Rapha eller blot sofaeksperten stiller spørgsmålet om de gengiver virkeligheden eller deres selvindbildte virkelighed. Eller om de er de rigtige til at skrive historien. Den generation får lov til at stemple alle kritikere som værende ”bitre” eller som dem der ikke havde ”det der skulle til” alt i mens strømmen af bøger der beskriver god cykeletikette til sofabordet og projekter med livsstilcykling spyttes ud som EPO af bagdøren hos tvivlsom medicinalproducent. Lur mig om ikke alle de ryttere der dopede sig ”fordi de var nødt til det” kender min. én rytter fra gamle dage der havde samme talent (eller større) end dem selv og som valgte den kedelige udvej med en læreplads eller 8-16 job. Enten var jeg meget naiv dengang jeg kørte eller også glemte de at give mig den dér ”alle gør det, alle ved det”pamflet. Nuvel, det resulterede i en uddannelse der gør at jeg ikke behøver køre rundt på strandvejen i nøje afmålt sokkelængde og dyrke kendiscykling. Og jeg glæder mig stadig til Mont Saint Anne. Både DH og XCO-løbet. Det bliver på mange områder en klassikerweekend i en helt anden del af cykelsporten der på mange måder byder på rendyrket cykelglæde.  

Den er god nok! Schweiz ligger lige på den anden side af Rhinen

15.3.16

På hjul i "The Western Cape" II

Vingårde, KOM’s, café-morgenmad og eksklusive vaskefaciliteter er nogle af de ting jeg tænker på når jeg skal beskrive Specialized Racing XC’s træningslejr i Stellenbosch. Som jeg skrev i første indlæg er det særdeles billigt at spise ude. Til tider tænkte jeg på om byens indbyggere (altså de mere velstillede) overhovedet spiste hjemme. Holdets ryttere og undertegnede, som eksklusivt påhæng, var blevet installeret i Quiver Tree Apartments i udkanten af Stellenbosch. Annika og jeg havde lidt trukket nitten ved at bo i den lejlighed alle skulle passere for at komme ind i komplekset. Til gengæld kunne jeg detaljeret følge med i unge Andreassen og værelseskammerat Gaze’ gøren og laden. Stilheden i tyske Albbruck hvor jeg nu befinder mig minder om morgenmaden i Stellenbosch. Pånær den manglende lyd af Sam Og Simon der klikker i pedalerne og kører ned i byen for at spise morgenmad.

Christoph Sauser der har været professionel for Specialized i en menneskealder har efter sin aktive karriere fået ansvar for optimere holdets præstationer i kraft af sin titel som ”Performance Director”. Programmet på lejren bestod af landevejstræning, mtb, teknik, landevejs-etapeløb og et C1 XCO-løb. De første to uger bestod udelukkende af træning og testning af udstyr mm. Truppen bestod af Sam Gaze, Simon, Howard Grotts og de to Specialized sponsorede ryttere fra Sydafrika, James Reid og Ariane Kleinhans. Derudover var Songo.info-rytteren Sipho Madolo med. Han kører i øjeblikket Cape Epic med Sauser. De amerikanske piger og tjekken var blevet hjemme for at forberede sig der. Nå ja, så var undertegnede med på et gæste-mandat i kraft af min egenskab som påhæng J.
At være påhæng i sådan en eksklusiv flok gør mig ultra selvbevidst. Jeg ville jo aldrig være der hvis ikke jeg var sammen med Annika. Så hvor meget og hvordan kan jeg være med uden blive en irriterende ekstra gæst? Hvad kan jeg sige, byde ind med, sige nej til? Tro mig, det er ikke få af disse tanker der drøner rundt i mit hoved. Det er en del af hvad jeg kalder min "akademiker-proletar" baggrund. Følelsen af egentlig at besidde en masse nyttig viden jeg føler jeg kan byde ind med og samtidig usikkerheden om hvordan ”de andre” opfatter mig og om de overhovedet er interesseret i at jeg byder ind? Nu kender jeg efterhånden flokken ret godt, hvilket gør jeg føler bedre tilpas og slapper mere af deres selskab. Og dermed bliver jeg mindre akavet. 
Og så er der selvfølgelig cykelrytternes uskrevne junglelov. Kan du køre stærkt er du altid velkommen (måske medmindre du er et særligt udtalt røvhul). Boy, oh boy, kender jeg den lov/mekanisme. Den gælder i øvrigt også som træner og kan som minimum give én en vis anerkendelse i forskermiljøet. Og denne viden havde jeg på forhånd tænkt mig at gøre brug af. Nemlig på dagen hvor vi skulle køre 2x20 min test. Én på flad landevej og en bjergtest. Nu havde jeg trods alt øvet mig hjemmefra (eller snarere fra Tenerife) og fået en hæderlig træning indenbords i løbet af januar. Det gik dog også rimelig godt. Faktisk så godt at Sam Gaze anerkendende erklærede ”you’re pretty fast, mate! Yeah, you could almost be a pro” med sin tykke new zealandske accent. Jo, alting går lidt bedre når man har etableret sin status I gruppen via hjerte-kar kredsløbet. Eller er det måske kun i mit hoved at det foregår sådan? Under alle omstændigheder er formen nogenlunde god, hvilket jeg også fik bekræftet med en sejr i finalen af Soigneur CX Cup

Foto: Martin Paldan, GripGrab Media Crew



Hvorom alting er, var det for mit vedkommende ren cykelglæde at kunne bruge 14 dage på at træne med en flok absolut elite-ryttere. Den altid nærværende træthed efter dagens træning bliver jeg aldrig træt af. Jeg er stadig ikke kommet rigtig med på Strava-bølgen som åbenbart er noget der pludselig kan sætte Sauser i galop når Garmin viser en KOM forude. Sam Gaze viste utrolig styrke i løbet af træningslejren. Simon var ikke langt efter og Annika var også godt kørende. Begge danskere (måske skulle jeg sige alle tre) blev selvfølgelig ramt af sygdom. Det er langt fra ualmindeligt at vi nordboere lige skal vænne os til de lokale baktusser. Annika måtte springe Helderberg XCO over, hvor Simon til gengæld kørte flot. Okay, til sidst i løbet så han noget kogt ud og lignede heller ikke én der fyrede på alle cylindre. Men 35-38 graders varme er også streng kost. Måske var det hvad der fik ram på ham og sendte ham til tælling natten til starten på landevejs-etapeløbet Tour of Good Hope. Her var Annika lige præcis frisk nok efter tre dages antibiotika til at starte. Det var ikke verdens største felt hvilket nok var godt for frøkenen. I stedet endte det med at blive en god træningsuge med lidt løbsintensitet.

For alle rytterne var servicen i top hele ugen. Specialized Sydafrika og deres forbindelse til ”factory racing” (læs sidste indlæg) gør at intet mangler. Eksempelvis misunder jeg deres cykelvask rigtig meget. Kort sagt var det et set-up der var meget gid-det-her-var-mit-badeværelse-agtigt. Mekanikerne ville nok grine deres røv i laser hvis de så vores københavnske badeværelse. Og potentielt tro vi var underlige når de fandt ud af det ikke engang var vores cykelvask. Hvad ellers? Kaffebar i receptionen selvfølgelig, suspension-tuning center, separat værksted til Team Spur/Specialized. Man kunne foranlediges til at tro at det var lidt af et tag-selv-bord for deres kontrakt-ryttere. Det modsatte er dog tilfældet. Hvis én rytter mangler noget bliver det omhyggeligt ført til protokols og kan kun udeleveres fra holdets varelager. Rytterne får hvad de behøver, men der bliver ført en ganske velorganiseret politik på området. Måske derfor klarer Specialized ganske godt hvis det er gennemgående for organisationen.

Cape Epic er nu i gang og lige nu der det ud til at blive en gyser kvindernes klasse. Ariane har haft et svært år og er bestemt ikke på sit optimale niveau. I dag lykkedes det pigerne at tage sejren og den samlede føring, men de andre hold kan lugte blod og går efter struben. Hvordan det udvikler vil kun de næste dage vise.

Selvfølgelig blev det til lidt filmklip fra turen, men nok ikke så meget som jeg gerne ville. Med ovenstående pointe om at jeg er med som gæst og påhæng er det en absolut fin balancegang mht. hvor meget jeg kan hive kameraet frem. Jeg håber det er til at få en fornemmelse af stedet i februars udgave af #LaVieBonne. Jeg har tilbragt de sidste 5 dage i vores nye lejlighed i det sydtyske. Fantastisk sted! Jeg er slet ikke i tvivl om at det bliver rigtig godt de næste par måneder. Så indtil næste indlæg –

Grüss Gott! 


2.3.16

På hjul i "The Western Cape"

Jeg forstår hvorfor så mange mountainbikere tilbringer en stor del af vinteren i Sydafrika (SA) og særligt i Stellenbosch. Selv når man ser bort fra den ”kongens efterfølger” effekt Christoph Sauser og Specialized Sydafrika har tilført stedet. Klimaet er varmt, sporene er utallige, maden er billig, vinen er rigelig og cykelryttere nyder markant højere status end i f. eks. Danmark. Selvfølgelig har bagsiden en medalje og den skal jeg nok komme ind på senere.



Det forjættede land - smukt og indbydende som bare pokker














For mit vedkommende var Stellenbosch ”hjemme” i 14 dage. For resten af Team specialized XC Racing var Stellenbosch ”hjemme” et sted mellem 4 uger og 3 måneder. Christoph Sauser der nu fungerer som Performance Director, har længe haft Stellenbosch som sit andet hjem. En kombination af varmt klima, tilgængelige mtb-spor og et tæt samarbejde med den tidligere team-manager Bobby Behan, som idag er direktør for Specialized SA har trukket den 4-dobbelte verdensmester til Stellenbosch i en grad så han nu har sin egen bolig i byen. Og det er der nok flere grunde til end klimaet, de gode spor og den afslappede livsstil. Mountainbiking er en stor sport i SA og man mærker hurtigt at Specialized er stort i landet. Ikke bare sådan ”hold da op her er mange S-cykler”, nej faktisk så stort at voksne mænd der rigtig er ved muffen sætter nummerplader på deres Audi’er med skriften S-Works. S-crew’et er bestemt ét man gerne vil hænge ud med, men også andre mountainbikere har opdaget sportens popularitet. Især de tyske marathon-ryttere har længe befundet sig i SA og Stefan Sahm (der nu er stoppet) flyttede ovenikøbet til og arbejder i dag for Cape Epic-løbet.
Mulighederne for at leve som mountainbiker i Sydafrika synes også bedre sammenlignet med Europa. Det mindre Team Spurs der har Annika’s schweiziske makker Ariane Kleinhans på lønningslisten, nyder stor opbakning fra Specialized som sponsor og har et set-up flere europæiske professionelle ville misunde. Det er ikke svært at forstå hvorfor flere og flere mountainbikere fra Europa tilbringer stadig mere tid i SA. Til gengæld er de sydafrikanske professionelles forpligtigelser noget mere omfangsrigt sammenlignet med europæernes. For bedst at illustrere dette kan jeg nævne at Annika var meget forbeholden overfor at tilbringe 5 uger frem mod Cape Epic i Stellenbosch netop fordi antallet af events og happenings så langt overgår hvad hun er vant til (og ofte dræner hende for en del energi). I de to uger jeg var med på sidelinien havde Team Spurs ikke mindre end 4-5 officielle arangementer de skulle deltage i ved siden af deres træning. Men de gør det uden at kny – det hører med til jobbet som prof. i SA.


Det er ikke en udfordring at findre andre at træne med 













 Mulighederne for mountainbike-kørsel i Stellenbosch er gode. I et mondænt villakvarter finder man G-spot. Et område på størrelse med HC Ørstedsparken, spækket med hop, drop, gaps og alt hvad dertil hører. Det er mountainbikernes ”legeplads” der oftest benyttes på hviledage eller i slutningen af en træning. Udenfor byen finder man naturreservateterne Jonkershoek og Heldersberg. Begge steder skal man betale entré. Et dagspas koster 50 rand (lidt under 25 kr.) og så kan man frit køre omkring. Sidste blev Jonkershoek ramt af voldsomme brande der ødelagde store dele af området. Entréen er derfor fordoblet i år og går til genetablering af sporene. For en dansk mountainbiker er de overlevende spor dog et rent slaraffenland. Man kan nemt tilbringe en hel dag med at køre rundt i Jonkershoek på virkelig gode spor. De lokale savner dog stedet som det var før branden og siger ”det var perfekt inden vi havde brandene”. Heldersberg er knapt så stort, men har også en række udfordrende spor som ejerne gerne så besøgt af World Cup cirkusset. En træningsdag for mange af mountainbikerne starter typisk med morgenmad på én af de lokale caféer i centrum og slutter typisk med frokost på Greengate, en café med en simpel men lækker buffet på det lille svale torv bag Specialized SA’s hovedkvarter. Efter Annika, Simon og jeg ankom til Stellenbosch blev vi prompte kørt hertil for at få frokost og kunne konstatere at her spiste Stöckli, Scott, Wheeler samt en lang række triatleter også. Man føler straks at stedet er et epicenter for prof-atleter. Og hører man til den gruppe, har man naturligvis sat sig ind hvilke vine fra de adskillige producenter i området man foretrækker til aftens bøf af struds.

Morgenmad på The Bakery. At spise ude er en integreret del af livsstilen














Det kan lyde som et paradis for cykelryttere (hvilket det sikkert også er for mange), men der er også et aber dabei. SA er et land hvor forskellen på rig og fattig er stor. Landets historie fornægter sig ikke og er man blot en smule bevidst om sociale og samfundsmæssige strukturer er segregeringen tydelig. For en typisk akademiker-socialist som undertegnede er det helt absurd at se hvordan unge hvide universitetsstuderende og hjemløse fattige mørke blander sig i bybilledet. Men kun i de zoner hvor der er ”sikkert”. Og der hvor der er ”helt sikkert” er det ikke til at fejl af folks hudfarve. Vi boede i udkanten af hvad der er ”sikkert”. Jeg følte mig ikke utryg på noget tidspunkt, men mængden af pigtråd, stødhegn og sikkerhedsvagter lader ikke én i tvivl om at den velmende akademiker-socialisme godt kan stikkes s.... op når det først brænder på. Standard-ligusteren er noget skarpere end vi er vant til i Danmark. 

Vores ligusterhæk som den så ud i lejlighedskomplekset












Måske derfor følte jeg aldrig samme frihed ved at sætte mig på min cykel som i Danmark. I SA skal man vide hvor man kører hen på sin træningstur og hvor man i hvert fald ikke kører hen. Det er bestemt en bagside af slaraffenlandets medalje. De mange muligheder landet tilbyder velstillede mountainbikere, den billige mad, vin, logi og hvad vi ellers kan forestille os af goder, er forbeholdt de få. Og spændingen folk imellem kan godt fornemmes. I en interessant samtale med Ariane påpegede hun forskellen på SA og Europa hvad denne spænding angår: ”I Europa har man altid en fornemmelse af tryghed, en vished for at politikerne, politiet eller systemet nok skal gribe ind hvis det går helt galt. Hernede har følelsen af at man er helt overladt til sig selv hvis først går galt”. Det forklarer måske pigtråden.






De 14 dage ville jeg dog ikke have været foruden. I del II af ”På hjul i The Western Cape” fortæller jeg mere om træningen, løbene og andet interessant bag om S-holdet.  

          

16.2.16

JANUAR

JANUAR from Thomas B on Vimeo.

Puha! Sikken en uge!

Da Annika og jeg besluttede at flytte til Tyskland for sæsonen 2016 var det med masser af optimisme og energi. Med mig som deltids-arbejdende cykelrytterkone skulle der nok være overskud til lidt mere end normalt. De forgange 7 dage har vi nok begge overvejet det et par gange. Det skyldes ydre omstændigheder. De sidste 3 år har vores underbo set sig stadig mere sur på os. Det har resulteret i en lang række breve som er steget i frekvens og fjendtlighed (se eksempel på Annikas blog her). Samtidig med beslutningen om at flytte til Tyskland i denne sæson tilbød boligselskabet os så en anden bolig. Det var i sig selv glædeligt (vi får brug for den når Annika i 16/17 skal afslutte sit studie på KU) men betød også at vi havde endnu en flytning der skulle passes ind i skemaet.

De første par uger af 2016 tilbragte vi ved Bodensee i jagten på en bolig sydpå. Vi har fundet et perfekt sted i udkanten af Schwarzwald ved den schweiziske grænse. I de to uger vi var afsted var vejret noget der virkelig gav hår på brystet. Selvom vi kan skændes over meget må jeg indrømme at Annika er sej når det kommer til si træning. Hun tager bare et ekstra lag på og kører så 4 timer i regnvejr. To af dagene tilbragte vi dog ski.da vejret blev for dårligt. Det var første gang jeg prøvede det. Men bestemt ikke sidste gang. Senere i år skal jeg efter planen deltage i et skimo-løb. Det skal nok blive en god udfordring.

Fra Bodensee gik turen mod Tenerife og årets første rigtige træningslejr. Det var første gang i ni år for mit vedkommende og en kærkommen forandring i januars ellers våde, kolde træningsmiljø. I gennemsnit fik vi kørt lige omkring 4 timer dagligt (inkl. hviledage) hvilket kunne mærkes på det generelle energiniveau. Det stoppede mig dog ikke fra at sætte efter Contador med mobiltlf. i hånden den dag han passerede os på Teide. En fuldstændig spontan reaktion! Det var ikke før han vendte om og gloede på mig at jeg tænkte "jesus, din strandvejsrytter". Contador udviste dog noget mere klasse og virkede ganske upåvirket. 
Tenerife bød også på lidt mtb. Det viste sig dog at de fleste af slagsen er off limits med fare for at komme på kant af lovens lange arm hvis man vover pelsen. Om det var grunden til at vi havde svært ved at finde sporene og årsagen til fjolletobakken hos de to østrigske DH'ere der ved et tilfælde viste os den forbudte frugt ved jeg ikke. Men da vi først var på sporet var det rigtig godt. 

Den sidste uge er cykeltræningen så sat på stand-by og byttet ud med crossfit-flytning. Annika formåede også at snige to dage ind med Specializeds filmfolk. Glæd jer til den net-strimmel en gang i marts. Jo, der har været tryk på den forgangne uge og har været noget af en parforholds-udfordring. Balancen skal dog nok blive genoprettet de næste uger i Sydafrika. Efter 14 dage drager jeg atter mod Europa, nærmeste Tyskland. Annika fortsætter de sidste forberedelser mod Cape Epic og møder mig i Tyskland på sin fødselsdag. 

Første måned som deltids-arbejdende cykelrytterkone har været med fuld damp. Jeg forventer ikke det ændrer sig de næste måneder!

14.1.16

La Vie Bonne - Prolog



De sidste år har jeg været med Annika til mange cykelløb og vi tilbragt mange træningstimer sammen. I 2015 viste det sig at være langt sværere end tidligere at gøre disse ting sammen. Annika har nået et niveau hvor hun rejser meget. Samtidig har jeg tilbragt mere tid med arbejde i Danmark. 2016 bliver lige så travl som 2015 for Annika. Henover sommeren snakkede vi meget om hvorledes vi skulle skrue vores liv sammen i år. Vi kunne fortsætte som vi gjorde. Men vi kunne også prøve noget andet. Og det gør vi så nu. I år flytter vi til Tyskland for være tættere på de cykelløb Annika skal køre. Det giver langt mindre rejsetid og større mulighed for at være sammen.
Sådan en sæson må jeg naturligvis dokumentere. Jeg har valgt at kalde den #lavieBonne. En videodagbog over vores tur sydpå - stay tuned! 

15.12.15

AimHigh Moments




AimHigh Moments er et lille projekt jeg har haft i støbeskeen noget tid. Oprindeligt legede jeg med en masse af de klip jeg har akkumuleret de sidste år. Derfra opstod idéen om at lave en video. Med mit engagement i AimHigh lå den næsten lige til benet som en promo-video.

Den kommende weekend bliver stor. Mere kan jeg ikke afsløre nu selvom jeg er ved at sprænges. Hold øje med siden og de sociale medier  

26.11.15

KONTRAKTJAGT




Forside til PR folder 2015. Se hele folderen her



Annika Langvad
ren Nissen
Simon Andreassen
Sebastian Fini
Alexander Laugesen

Det er navnene på de danske ryttere, der lever af at køre mountainbike på udenlandske hold. Sammenlignet med landevejen et negligibelt antal. Vist er der færre danske mountainbikere end landevejsryttere samlet set, men et subjektiv skøn er, at det alligevel er ganske få mountainbikeryttere der får en kontrakt med et større udenlandsk hold. I 2015 var der således inden for mtb 15 registrerede ”UCI elite teams” og 33 ”UCI teams”.
Elite teams er oftest dem med de største budgetter, selvom der er undtagelser. De har en række fordele i kraft af pladser til telte og busser ved World Cups, mulighed for at producere og offentliggøre videomateriale fra løbene (nej, det må alle andre end elite teams faktisk ikke) samt en række andre fordele. Almindelige UCI teams er en mere broget skare. Eksempelvis var Team DaVinci-Specialized i 2013 registreret som UCI team. Budgettet rakte kun til én rytter i praksis (selvom 4 var registreret) og hele opsætningen var yderst beskeden omend velstruktureret. I modsætning hertil var det noget mere kendte HAIBIKE OETZTAL PRO TEAM med Eliminator verdensmester Kathrin Stirnemann også UCI team i 2015.

Hvad skal der egentlig til, for at blive én af de udvalgte få professionelle mtb-ryttere? Hvis der fandtes en fast køreplan, der ledte direkte til en prof. kontrakt ville det være nemt (og muligvis mindre attraktivt). Husk derfor på at følgende er mit eget bud på nogle af de ting, der kan få et etableret UCI hold til at give en ung rytter chancen for at vise sit værd. Det er tanker og erfaringer fra en kæreste til en af de udvalgte, samt træner for et par af dem, der får chancen til næste år. Men der er ingen garantier.

Med tre junior verdensmesterskaber er det på ingen måde overraskende at Specialized har hentet Simon Andreassen til truppen. Overraskende synes jeg alligevel det er at Specialized nu har to danskere på holdet. Danmark er et ekstremt lille marked for én af verdens største cykelproducenter og derfor er det bemærkelsesværdigt at vi som nation er overrepræsenteret på XC-holdet. Holdet har tidligere haft ryttere på holdet som ikke var blandt den absolutte verdenselite, men det kunne formodentlig betale sig, da de har været markante skikkelser i en del af verden som udgjorde et stort marked for Specialized. Det er bare en af de ting de unge danske ryttere må acceptere at have i mod sig. Når det Specialized vælger at tage to danskere på holdet, skyldes det udelukkende Simon og Annikas klasse. De er verdensstjerner med en markedsføringværdi der strækker sig længere end et nationalt marked. Men jeg regner alligevel ikke med at se flere danskere på holdet de kommende år. Men hvad skal der så til for at man som ung dansker skiller sig ud fra mængden?
Kører man så stærkt som Simon Andreassen, giver det sig selv, men hvad hvis man ikke er længder bedre end resten af konkurrenterne? Hvad nu hvis man er lige så god som mange af de andre ryttere, der har/får kontrakter fordi de måske repræsenterer mere interessante markeder? Der er ingen tvivl om at det gælder om at gøre opmærksom på sig selv. Jeg plejer at sige at man som mountainbiker ikke får en kontrakt på sine sportslige kvalifikationer alene i modsætningen til landevejen. På landevejen har holdene altid brug for ryttere, der kan lave grundarbejdet for kaptajnen, der skal spare sig indtil finalen. Det er desværre ikke tilfældet inden for mountainbike. Her er det hver mand for sig selv og udskillelsen sker prompte. Derfor er man nødt til at være den absolut bedste rytter (læs: vindende rytter) eller byde ind med noget andet, der har værdi for holdene. At være 15. bedste i verden er ikke nødvendigvis nok i sig selv til at blive professionel, på trods af at det selvsagt kræver et enddog rigtig højt sportsligt niveau. Lad mig give et eksempel der tager udgangspunkt i Annika.
De fleste danske mtb-fans vil vide at Annika vandt sin første World Cup i årets sidste af slagsen i italienske Val di Sole. De fleste fans kan også huske at løbet udviklede sig til en spændende duel mellem Annika og den schweiziske superstar Jolanda Neff. Tilhører du en af disse mtb-fans vil du måske også huske hvem der blev nr. 3. Er du en overentusiastisk mtb-fan vil du måske ovenikøbet kunne fortælle hvem 4. pladsen gik til. De fleste fans, hvor entusiatiske de end måtte være, er dog ved at være hægtet af. De over-entusiastiske fans med fotografisk hukommelse vil kunne remse alle 5 podiepladser op, men der er ikke mange fans i denne kategori. Et gensyn med løbet hvor Annika krydsede stregen først viser, at Langvad/Neff fyldte langt det meste af sendefladen. Moralen? Selvom løbene livestreames til tusindvis af seere er det kun en meget lille håndfuld af ryttere, der bliver eksponeret. Husk på at det for de pågældende UCI teams i sidste ende handler om at få markedsført og dermed solgt deres produkter. Så kan holdene retfærdiggøre at have ryttere med et højt sportsligt niveau (som det kræver hvis man skal ende et sted mellem 10-20 på resultatlisten), hvis det ingen eksponering medfører? Heri ligger en udfordring for mountainbikesporten sammenlignet med landevejssporten. Kun ganske få ryttere (og dermed ganske få sponsorer) bliver eksponeret i XCO-løbene. Måske er det grunden til at mountainbike som disciplin ikke løber rundt i UCI-regi (info fra pålidelig kilde). Heldigvis er det ikke sådan i UCI, at de forskellige discipliner kun har de penge at gøre med, som de selv indtjener. Heldigt for mountainbike-disciplinen.

Med ovenstående in mente længes undertegnede efter nye favoritter især i herreklassen, der de sidste år har været et rent Nino/Absalon show. De to er fantastiske atleter, men jeg tror ikke deres dominans nødvendigvis tilfører flere sponsorer og dermed flere arbejdspladser til unge ryttere. Af samme årsag var World Cup-løbene langt fra dér, hvor Specialized ville have Annika til at præstere i år. Husk på, at selvom hun måske nok havde været på World Cup podiet et par gange, så havde holdet stadig et es i Lea Davison, der vandt bronze til XCO VM i Norge og dermed også så ud til at være den bedste kvindelige Specialized rytter i XCO sammenhæng med en 2. plads i Lenzerheide. Til gengæld har Annika også andre evner i en sammenhæng, hvor der er en anden, men langt fra ubetydelig eksponering: Hun kan vinde verdens største marathonløb. Deltagerantallet til verdens største marathonløb beløber sig til adskillige tusinde. Alene ved at deltage når man som eliterytter derved ud til et stort publikum. Og det faktum går ikke The Big S’ næse forbi. De tilskynder derimod deres eliteryttere at deltage ved disse løb, når det er muligt. I en sidebemærkning skal det her nævnes at den danske marathonmester Søren Nissen formodentlig er kendt af langt flere fans verden over end den danske XCO mester Sebastian Fini. Søren virker bestemt som sin egen mand og af dén type, der tør arbejde for at få tingene til at ske for sig.

All right, for at få en prof (mtb)kontrakt har jeg indtil nu advokeret for at man skal: a) vinde XCO World Cup-løb eller b) køre marathonløb. Men hov (!), tænker den opmærksomme læser. Hvad så med Sebastian Fini? Han gør jo ingen af delene! Slutteligt vil jeg give lidt indblik i nogle af de ting - udover det træningsfysiologiske - Sebastian og jeg har haft fokus på i vores samarbejde.
At man skal vinde World Cup-løb for at få en kontrakt er selvfølgelig en overdrivelse. Og særligt i en ung alder tror jeg, man har et ”talent” prædikat, der giver en smule snor i forhold til de sportslige præstationer. Så længe man potentielt kan blive én af dem, der får eksponering, kan man være interessant for holdene. Men jeg tror også, at “talent-prædikatet” udløber, når man nærmer sig sit sidste U23 år. De mennesker, der tager beslutninger om, hvem der skal have chancen på deres hold, kan godt regne ud, at en 15. plads i et U23-løb for en rytter, der sæsonen efter rykker op i elite, højst sandsynligt ikke kommer til at slå igennem i elite-klassen lige med det samme. Jeg tror derfor, at det tidligt i sine U23 år gælder om at overbevise de rigtige mennesker om at få en chance. Og her tror jeg, det gælder om at kunne vise en kombination af sportsligt niveau og noget mere end det sportslige niveau.

Og hvad er så det? Sociale medier spiller utvivlsomt en stor rolle idag. Hvad end man bryder sig om det eller ej, kommer man ikke udenom at skulle profilere sig på diverse medier. Man kunne også vende det om og sige, at det var en unik mulighed for at skabe sig en historie eller et brand. At være bevidst om dette og planlægge en mediestrategi kan være en god ting. Hvad, hvordan og hvornår skal man markedsføre sig selv og sine sponsorer er nok en god idé at tænke lidt over. Fanger man først opmærksomheden hos et hold, tror jeg, der er god chance for at de tjekker ens medieprofil. Måske følger de dig et stykke tid uden du ved. Fra Annikas engagement hos Specialized har hun fået rigtig meget og god vejledning fra deres marketingsafdeling. Det er klart en ting Sebastian og jeg har snakket om og jeg synes faktisk hans medieprofiler viser, at han også er bevidst om dette. Men et par fede Instagram-billeder er næppe heller nok til at fange opmærksomheden hos en teammanager. Så hvad gør man for at fange denne opmærksomhed? Well, jeg sidestiller det med, at hvis man er den bedste i klassen fra Harvard Buisness School, så skal man nok blive headhuntet. Resten af os bliver nødt til at sende jobansøgninger og skille os ud fra mængden. I det her tilfælde udgøres jobsamtalen af mountainbike løbene og her har Sebastian haft nogle gode “samtaler” i kraft af en junior World Cup sejr, et par DM titler, en VM-stafet sølvmedalje og en 11. plads til U23 VM. Og hvad så med ansøgningerne. Ja, dem har han også sendt ud de sidste to år. Vi startede sidste år med at lave en ansøgning, som han sendte til udvalgte hold efter at have kørt på Langkawi (se folderen her og den fra 2014 her http://issuu.com/bamg/docs/sebastian_fini_-_booklet_-_issuu). Det fangede Barts interesse og de mailede frem og tilbage. Desværre var holdet fyldt op dengang. Til World Cup-løbet i Nove Mesto (2015) gik vi forbi teamet og hilste på Bart. Efter 2 minutter måtte Sir Brentjens krybe til korset og spørge hvem det var han snakkede med (?). Så selvom han havde vist interesse for Sebastian året før, kunne han ikke helt sætte ansigt på ham. Det kunne han så efter Nove Mesto. Og da Sebastian sendte dette års jobansøgning var Bart helt med på hvem Sebastian var og hvad han havde lavet.




Det korte af det lange er, at man ikke skal forvente at holdene selv henvender sig (medmindre man er Simon!). Man bliver nødt til at komme udover rampen og gøre opmærksom på sig selv. Både direkte ved at henvende sig til holdene og inddirekte ved at levere nogle sportslige resultater plus alt det andet der kan henlede opmærksomheden på ens kvaliteter. Der er alt for få arbejdspladser til alt for mange ryttere og hvis ikke man er villig til eller forstår at arbejde hårdt for en kontrakt ved siden af den tid man tilbringer på cyklen, er der langt til en kontrakt. Man kan med fordel vælge konkurrencer, der både har en høj sportslig værdi, men også de arrangementer, der når ud til en stor del af sponsorernes målgruppe (eksempelvis marathonløb) og derved øge sin eksponering og værdi. Men frem for alt - lav en plan og læg en strategi for hvad og hvordan I vil avancere, ganske som i gør det (måske i samspil med jeres trænere) for den fysiske del på cyklen. Nothing comes from nothing.

God vind til alle jer ryttere (unge som gamle) der jagter den stiplede linje!

13.10.15

The old men's back again!

Det kan hænde at jeg pludselig synes det er sjovt at træne regelmæssigt. Og hvis det samtidig harmonerer med diverse konkurrenceaktiviteter så kan jeg af og til finde mig selv i god form.

Jeg tror det er to år siden jeg har gennemført et mtb eller crossløb. Med et Gran Fondo og KM verticale i bagagen hviste jeg at timingen var rigtig hvis jeg skule køre løb i år. Det var en hård start i Kronborg, men gik fornuftigt med en 9. plads. I søndags kunne jeg derfor ikke dy mig for at stille til start i første afdeling af Post Cup'en. Med en 4. plads efter Simon, Kenneth Hansen og Joachim Parboe kan jeg ikke andet end at være tilfreds. Fini døde lidt mod slutningen efter at have været aktiv den første halvdel af løbet (som træner var jeg godt tilfreds med at se ham i "vinterform". Hvis han skal køre stærkt til sommer skal han nemlig være i vinterform på et eller andet tidspunkt). Det var faktisk rigtig sjovt, på trods af at jeg blev sat hver gang Simon, Sebastian, Kenneth eller Joachim angreb. Der kan jeg godt mærke at gentagne accellerationer ikke har været trænet meget. Men kredsløbet bragte mig tilbage flere gange. 

Og se lige hvem der vandt H40 Resultater

The old men's back again!






 

8.10.15

Weekend

Jeg elsker når årstiderne skifter. Så længe jeg kan huske (sådan føles det) markerer de rød/gule farver et skifte fra brede til smalle dæk. I nyere tid betyder det tid med A, som i øjeblikket er i Rio. Sidste weekend var bare en af de slags dage. Pumptrack, mexicansk i kødbyen sammen med P6 Beat og kaffe i de solfyldte gader


7.10.15

Les KM des Chando

2012 var det år jeg opdagede Schweiz. Seks måneders ophold hos Dr. Lundby på universitetet i Zürich var på mange måder et wake-up call. Nu blev alle seks måneder ikke lige tilbragt på universitetet alle sammen. Sandheden er nok snarere at tiden blev delt fifty/fifty (eller deromkring) mellem forsøg og udendørsaktiviteter. Den bjergrige nation er rent Disneyland for udendørsaktiviteter. Og de lokale forstår at bruge deres legeplads. Ét af de mere tossede arrangementer Carsten tog mig med til, i hvert fald for en fladlands-dansker, var en ”KM double”. Tillad mig at forklare: den danske ”jeg-skal-have-et-ironman-på-mit-cv-til-jobsamtalen” feber er ikke nået pokkers langt syd for grænsen. Særligt når man kommer til de bakkede regioner, ser det ud som at lysten til at bevæge sig langsomt fremad i horisontal retning over 10-16 timer falder markant blandt det jeg vil kalde aktive motionister. I denne del af Europa ynder folk snarere at bevæge sig langsomt vertikalt. I modsætning til fladlands-danskerne har de opdaget at man sagtens kan få presset en god dags fysisk aktivitet ind på mindre end 10-16 timer. Oftest nøjes de med at dyste om hvem der hurtigst kan bevæge sig 1000 højdemeter. I alperne og pyrenæerne er mængden af ”kilometre verticale” løb stor. Det er et dejligt simpelt koncept, men tag ikke fejl af udfordringen. Hele bjergløbsscenen er en kæmpe sport med sine egne superstjerner og professionelle atleter. Selvfølgelig er der altid nogle arrangører som skal gå lidt for vidt og kan man ikke styre sin lyst på 1000 højdemeter kan man prøve kræfter med et af de arrangementer der lige har knebet 2000 eller 3000 højdemeter ind (tjek efterfølgende dette løb som Carsten varmede op med i August). Og lige præcis sådan en fætter på 2000 højdemeter over 7 km var hvad Carsten havde fundet til os i efteråret 2012. Til sammenligning kan jeg nævne at Alpe d’Huez som den køres i Le Tour stiger ca. 1100 højdemeter over 13 km. Så altså næsten dobbelt så mange højdemeter på den halve distance. Så er der serveret!

I min naivitet tænkte jeg i 2012 ”hey måske er det stejlt, men det er sgu da kun 7 km. Det er bare at få røven i gear”. Det blev på alle måder de 7 længste km i mit liv. Efter et udlæg der kunne matche et velbesøgt crossløb kæmpede jeg de resterende 6 km og 500 m med at holde pulsen på et niveau der matchede hvad jeg vidste jeg kunne over de halvanden time det tog mig at komme til toppen af ruten på Illhorn. At kalde det løb ville være bedrag. I bedste fald var det gang med hænderne til hjælp på udsatte steder. Siden da har løbet (Les KM des Chando) stået på min to-do-list over arrangementer jeg skulle gentage. I år var året hvor det lykkedes at genbesøge Val d’Anniviers og den lille by Chandolin på den modsatte side af dalen fra Leukerbad. I år havde Carsten og jeg fået følgeskab af Mads der fik sin debut med ikke blot en ”KM verticale” men en ”KM double”. For at genskabe stemningen fra ’12 havde Carsten booket overnatning samme sted. En ferielejlighed på øverste etage af Le Grand Hotel for enden vejen der fører op ad bjerget hvor vi senere ville stavre forbi med 5-7 km/t et par slag fra pulsmax. Min kærlighed til alt der har med Schweiz at gøre bunder særligt i deres offentlige transportsystem. Efter et par timer i en EasyPest flyver fredag eftermiddag til Geneve satte Mads og jeg os til rette i toget mod Brig, drønede rundt om Geneve søen og op i dalen (Val d’Anniviers), hoppede af i Sierre/Sier, henvendte os på billetkontoret hvor den flinke mand solgte os to busbilletter op til Chandolin sammen med en udprintet køreplan og anvisning til busholdepladsen. Det er bare for nemt. Køreplaner, billetsystem etc. er utrolig gennemskueligt. De har regnet den ud, de osteglade alpefolk. Nu er jeg rent faktisk halvt tysk. Det kunne også forklare min perfide entusiasme for schweizernes ordentlighed der næsten får mit tyske moderfolk til at ligne dovne latinoer. Nå, men mørket kom snigende da vi begav os fra stoppestedet i Chandolin og det sidste stykke vej til Le Grand Hotel som vi hurtigt døbte ”The Shining”. Værtinden satte os kort ind i hvordan alarmen skulle slås fra når den gik i gang (?) og forlod os derefter med et ”see you Sunday – Bon Soireé”. Hmmm… okay, så havde vi altså ellers et hotel til fri afbenyttelse for weekenden.  En time senere ankom The Lundbys (ca. 22.30) og vi fik hurtigt indtaget den improviserede pasta a la Gruyiere, som Mads og jeg havde orkestreret, akkompagneret af et enkelt glas rødvin. Afhentning af nummer til lørdagens ”løb” var senest kl. 8.30, én time før start og ca. 1000 m under vores ophold hvilket betød at vi skulle med bussen ned ad bjeget kl. 7.30.

"Vi slår om hvem der går ned med affaldet" Det er sjældent man bestiller en overnatning og får et helt hotel for sig selv


Et svagt rødt skær kunne skimtes bag bjergkammen sammen med en let dis fra dalen under os, da vi forlod hotellet for at tage bussen ned til numerudleveringen. Igen var effektiviteten i top og vi stod hurtigt nede i Vissoire med vores numre i hånden og på vej om bord på den specialindsatte bus, der skulle fragte os helt ned til start ved floden. Himlen var skyfri og solen ville ikke komme i nærheden af os inden starten på løbet, hvilket krævede lidt knæløft de sidste 30 min inden start. Til gengæld betød det et fantastisk vejr efterhånden som vi kæmpede os op ad bjerget mod Illhorns top i 2716 meters højde. Til start var højst et par hundrede mand. Det betød dog ikke at vi slap for skubben og masen på de første par hundrede meters singletrack, som vi blev ledt ind på 50 meter efter start. Derfra var der dog ingen problemer med at komme frem. Snarere tværtimod. Når der en sjælden gang kom en ivrig sjæl bagfra blev det set som en kærkommen lejlighed til at holde ind til siden og få et par sekunders afbræk fra den brændene fornemmelse i benene. Det betød bare aldrig noget for mit åndedræt og jeg var hele vejen pinligt bevidst om min borderline hyperventilering.
Halvvejs oppe af ruten nåede vi Chandolin. Her kommer et forræderisk kort stykke med flad asfaltvej gennem byen. Forræderisk fordi man her øjner chancen for at sætte intensiteten en smule ned. Samtid er det her publikum samles mest og man mødes af heppen og hujen der får amatøren til at sætte ind med en forældrespurt. Men ikke denne amatør! Med erfaring i bagagen vidste jeg at det var sidste mulighed for at samle bare en lille smule kræfter inden vi blev ledt ind på rutens stejleste sektion under skiliften op mod toppen. Så jeg benyttede dette himmelrige af et stykke asfalt til at fodboldløbe ind på klippestenene der de næste 30 minutter skulle forsøge at få mig til at ligne bambi på glatis mellem de rutinerede bjergløbere. På dette tidspunkt var jeg helt ærligt ret ligeglad. Ikke engang pinlig bevidst, men bare bevidst oksede jeg videre i mine alt for store skridt med overkroppen næsten 90 grader foroverbøjet og hænderne pressende ned på lårene for at aflaste disse med hvert skridt. På et tidspunkt gik jeg endda over til dobbeltryk (begge hænder på hvert lår) for hvert skridt. En temmelig uortodoks stil der kun tjente ét formål: at nå toppen hurtigst muligt for at minimere tiden i denne selvpinsel. Efter at have befundet mig på pisten medrullesten i hvad der syntes som alt for lang tid aftog stigningsprocenten en smule. I samme øjeblik kunne jeg skimte spidsen af et rødt Rivella beachflag. Inden man når toppen kommer en skjult lille kløft og så lige et par meter op til toppen over tidstagningsmåtten. At nå det punkt føles næsten som jeg forestiller mig det må føles at stoppe med at slå hovedet ind i væggen. Fantastisk! Efter 30 sekunder fik jeg overskud nok til at løfte hovedet og nyde udsigten. Solen skinnede fra en skyfri himmel og sneklædte Matterhorn tårnede sig op i det fjerne. Det var hele turen værd! Efter at have nydt udsigten en rum tid og skyllet den halvlunkne te der blev delt ud ved mål ned, begav vi os ned mod liften for at indtage det velfortjente pastaparty-måltid der ventede i Chandolin. Resten dagen blev tilbragt på den store solterasse på Le Grand Hotel Chandolin med et par kolde Weissbier. Uden forstyrrende gæster.

2716 meters højde selfie!


Post-race weissbier på solterassen


Vejrudsigten sagde skyfrit og masser af sol søndag. På trods af meget trætte ben og en øm lænd var vi oppe kl. 6.30 og hoppede i skoene endnu engang. Det krævede lidt overtalelse og var vist meget godt at Carsten kan finde ud af komme op og afsted. Ellers var både Mads jeg blevet liggende. Selvom jeg godt vidste der ville være bonus på den tur. Knivskarp, frisk morgenluft, frost på græsset og en solopgang over bjergene uden sammenligning. Ren balsam for sjælen, som blev toppet op med efterfølgende morgenkaffe og wellness i Leukerbads’ termalbade på den modsatte side af dalen. På trods af at armene ikke kunne løftes over hovedet var det svært at få dem ned i EasyJetteren på vej mod Kbh. 
  

Jeg var helt klar over at der skulle billeder med hjem fra turen. Det var ikke meget jeg fik skudt i 2012 så jeg havde lagt en snedig plan om at filme undervejs i løbet. 45 min inden start kom jeg dog i tanke om hvor lidt overskud der overhovedet var til at koncentrere sig om andet end at bevæge sig fremad/opad. Så GoPro’et blev efterladt ved start og i stedet blev det til en blanding af lidt klip fra telefonen, GoPro om søndagen og diverse med Samsung kameraet før og efter. Forhåbentlig giver det lidt indtryk af omgivelserne. Som cykelrytter er det en virkelig surrealistisk oplevelse at bevæge sig med under 5 km/t og samtidig være helt på grænsen. Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg kaster mig ud i sådan et løb. Om jeg er at finde i Chandolin til næste år ved jeg ikke. Der findes ubegrænsede antal arrangementer af den slags og måske bliver det et nyt indtryk næste år. Jeg kan dog varmt anbefale Les KM desChando. Det er nemt at komme dertil, er ikke et overrendt eller dyrt arrangement og terrænet af en sværhedsgrad der gør at alle kan være med. Og jeg kan godt garantere fuld valuta for pengene på oplevelseskontoen.    


           

KMdesChando from Thomas B on Vimeo.

CX i Kronborg

Efter to weekender med henholdsvis Gran Fondo i Toscana og KM double i Schweiz skulle formen udnyttes. Meget belejligt blev der kørt cykelcross i Helsingør. Det er meget lang tid siden jeg har kørt sådan et løb. Faktisk har jeg kun kørt et halvt terræncykelløb i år til SRAM-liga i Viborg. Det gik nu meget godt og resulterede i en 9. plads og to UCI point.

Annika stod på sidelinien med kameraet fik et par skud



KronborgCX from Thomas B on Vimeo.

28.9.15

Gran Fondo del Gallo Nero

Kender du det, når en uventet oplevelse kan give dig et kick der ansporer dig til både at yde og nyde på et højere sportsligt niveau end hvad du selv troede du befandt dig på? En sådan oplevelse havde jeg i forbindelse med Cycling Challenge 2015 i Toscana.

I AimHigh har vi sæsonen igennem samarbejdet med og blandt andet været asnvarlige for test og søndagstræninger for Cycling Challenge. Et non-profit projekt med formål at indsamle midler til Børne Hjernecancer Fonden gennem en cykel-udfordring til erhvervsfolk, afsluttende i Toscana med Rolf Sørensen som guide og deltagelse i Grand Fondo del Gallo Nero som ligger i Chianti.
Jeg vil ikke påstå at jeg har gjort mig meget i Gran Fondo løb. En enkelt deltagelse i La Marmotte udgør CV’et på GF-kontoen. Ikke just prangende. Selvom det i virkeligheden er fudlstændig som et almindeligt dansk cykelløb, ja så var det minimum 5-7 år siden jeg sidst har kørt cykelløb af en varighed på mere end 1.5 time. Og da slet ikke på asfalt. Ikke desto mindre var det hvad der ventede mig søndag morgen. Det stod klart efter efter gruppen af erhvervsfolk højlydt prosterede på lørdagens taktikmøde, da det blev proklameret at jeg ville hjælpe de bagerste godt igennem løbet (hvilket ingen af dem iøvrigt havde behov for). Nuvel, så ville Rolf da lige sørge for at fortælle Casagrande (ja, ham!) at han skulle holde øje med mig i frontgruppen.

Terrænet i Toscana indbyder til cykelløb. Rullende bakker med små ”bjerge”. En kommentar jeg typisk fik var: ”som mountainbiker må nedkørslerne da lige passe dig”. Men hånden på hjertet – det gør de ikke rigtig. Teknikken er langt fra de samme, hvilket bremserne bestemt heller ikke er. Ergo lagde jeg mig behageligt bagerst i den gruppe på 30-40 mand der blev samlet i front efter de første små 30 km der faldt jævnt og blev kørt med en gennemsnitsfart omkring de 60 km/t. Her hyggede jeg mig på de fleste nedkørsler og havde hedligvis ikke de store problemer med at køre mig frem i gruppen så snart det begyndet at stige. En enkelt gang eller to var det knebent med at komme med hvor det galdt når der blev angrebet, men jeg klarede frisag indtil udskillelsen kom.  Efter 80 km kom vi forbi start/mål og blev sendt ud på en afsluttende runde på 55 km. Det var også hvor rutens længste og stejleste stigning ramte feltet som blev spredt for alle vinde da Casagrande og Co. angreb. Jeg fik sat mig fast bagerst i den 6 mandsgruppe der skilte sig ud, men da endnu et angreb på toppen af stigningen øgede farten i gruppen måtte jeg se seks mand langsomt køre væk i det grønne bølgende landskab. Hurtigt fik jeg følgeskab af først én mand, så to mere og til sidst var vi en lille forfølgergruppe på fem mand. Vi fik etableret et fint samarbejde, men var aldrig i nærheden af at hente frontgruppen der kom i mål ca. fem minutter før os. Til gengæld var vi heller aldrig tæt på at blive hentet bagfra. Jeg var noget i tvivl om hvorvidt de tæt-tatoverede, olierede, tynde italienske ben i gruppen nu også var så trætte som de gav udtryk for, eller om jeg blev taget ved næsen. I sidste ende var det kun én af dem der fik sneget sig forbi på de afsluttende 300-400m stigning mod mål. Men det var helt underordnet. Samtlige km havde været været overraskende og sjove på den der fede måde jeg kan huske fra da jeg var helt ung cykelrytter. 


Leder du efter et cykelløb som udfordring eller bare en fed oplevelse kan jeg anbefale at kigge på Gran Fonde del Gallo Nero. Terrænet er kanon, forplejningen efter løbet i top og klimaet på denne årstid er lige hvad en bleg skandinaver har brug for. Fik jeg iøvrigt sagt at første mand over stregen vinder sin egen vægt i Chianti? 








14.9.15

VM i Vallnord

Den sidste champagneprop er sprunget og lyset er for længst slukket. Livestream, opdateringer og de sidste billeder er klippet. Det er blevet tid til historien, bag historien.

Simon Andreassen, Niels Rasmussen, Annika Langvad og Sebastian Fini leverede et overraskende resultatet i hold-stafetten. Både Annika og Simon kørte hurtigste tid i deres respektive klasser. Niels og Sebastian måtte deles om U23/Elite rollen og kørte lige stærkt (Niels 12:53, Sebastian 12:55). Det rakte til 5. hurtigste tid som U23 rytter og en delt 10. plads med Sydafrika og Ukraine i Elite. All right, der var et par hold som klart underpræsterede mens danskerne top-præsterede. Det var dog kun amerikanerne der havde reel defekt (så vidt jeg ved) og derved blev sat ud af kapløbet om medaljer. Så danskerne kendte deres besøgstid og slog de andre fair and square. Det hidtil bedste danske stafet resultat var i 2003 med en respektabel 5. plads. Udfordringen de kommende år bliver klart at finde en afløser for Simon i junior-klassen. Tiden må vise...


MTB VM 2015 - Team Relay from Thomas B on Vimeo.


Mens hold-stafetten blev kørt i pragtfuld vejr og med høj stemning var sagen ganske anderledes om torsdagen til juniorernes løb. Men lige præcis de vejrforhold var vist ganske velkomne for det danske hovednavn, Simon Andreassen.
"Its the third time I go into this race as the defending champion and of course the more times you go into that race in this position you get a little more used to it" (citat: Annika Langvad her). Jeg kan tilføje at nervøsiteten ikke bliver mindre fordi man har vundet flere titler. Følelsen er muligvis bekendt, men presset for at levere vokser eksponentielt. For Simon var det hans tredje og sidste mulighed for at vinde et junior-verdensmesterskab. LAd der ikke herske nogen tvivl om at presset var der. Simon har været absolut dominerende i sin tid som junior. Alles øjne var på ham og succeskriteriet var en sejr. Det er et pres at have på sine skuldre og det fortæller Simon også i videoen nedenfor. Det stoppede dog ikke Simon i at levere på fornemmeste vis. Allerede efter 1. omgnag distancerede han sine konkurrenter markant og kørte veldisponeret resten af løbet. Selv ikke en baghjulsudskridning på det glatte græs i starten af løbet slog ham ud af kurs. Det er tydeligt at Simon har en exeptionel fysik, men hans force er i lige så høj grad den næse han har for cykelløb. Han forstår at disponere og udnytte sine styrker. Han forbereder sig godt. Til cykelcross-VM i januar studerede han alle de juniorløb han kunne finde på youtube for at finde ud hvem sine konkurrenter der var gode startere så han kunne vælge en plads bag dem på startstregen. Til VM i Vallnord overlod han intet til tilfældighederne og tog afsted i højden en uge før resten af holdet for at optimere akklimatiseringen. Med årets VM fik han afsluttet en imponerende juniorkarriere. Næste år bliver fuld af udfordringer for Simon når konkurrenterne kan matche ham fysisk. Det bliver i den grad spændende at følge.


Simon Andreassen Worlds 2015 from Thomas B on Vimeo.


Sebastian er den rytter jeg har arbejdet med i længst tid. Ja, fra før han blev junior-rytter ovenikøbet. Der er ingen tvivl om at Sebastians 11. plads også var et absolut højdepunkt for mit VM i Vallnord. Sæsonen 2015 har været præget af.... hmm, well... lidt la la, jo jo, aarrggg osv. En godt cykelcross VM blev afløst af sygdom, derefter fulgte et par gode danske løb, et par gode udenlandske løb dog uden den rigtige tunge konkurrence og endelig en solid World Cup start med en 18. plads i Nove Mesto. Desværre havde for mange løb tæret for meget på kræfterne og den 18. plads der skulle være byttet til et bedre resultat i Albstadt blev afsæt til et løb der mest af alt skulle i glemmebogen. Fokus var nu på DM. En solid træningsperiode fik vendt formen og DM kom i hus. Godt - fokus var nu på EM. Nu skulle den have én over nakken til et internationalt mesterskab.Men nej, heller ikke her så det ud til at formen var der. Og så gik træner-Thomas ellers i tænkeboks. En lidt anderledes tilgang til sidste del af sæsonen blev ridset op. Watt-filer, omgangstider etc. fra EM, World Cup finale i Val di Sole, norske og danske løb blev analyseret og evalueret og så stod den endelige plan klar mod VM. Okay, helt så let og ligetil er det aldrig. I sidste ende er det Sebastian der skal køre løbet og "have dagen", men det var eddersparkme til VM i Vallnord at han fik han rettet op på et par fodfejl der har kostet ham dyrt tidligere i år. Og så var han nok også i bedre form end tilfældet var til en række andre løb i år. Alt ialt blev VM-løbet fornemt eksekveret og resulterede i en 11. plads. Læg dertil 2. pladsen fra hold-stafetten samt to DM-titler og så begynder CV'et at tage form. Er det på tide for unge Fini at søge mod nye græsgange der kan udvikle ham yderligere som rytter? I mine øjne har han rigeligt med "danske" UCI-sejre og skal fokusere på at køre alle større udenlandske løb som han kørte VM. Og med al respekt for hans nuværende set-up ville det klart gøre en forskel at komme ud på et hold der kører disse løb regelmæssigt. Igen, tiden må vise....

Iøvrigt var forholdende var ikke ligefrem blevet bedre til U23'ernes løb. Tjek lige det kaos der ventede de unge mennesker om fredagen.


Sebastian Fini Carstensen VM 2015 from Thomas B on Vimeo.


Til sidst er der Annika. Var hun tilfreds med sit VM? Nej, det var hun bestemt ikke. Hvorfor og hvad der skete læses bedst på Annikas egen blog. Men i det store hele er det en positiv utilfredshed der grunder i en tro og følelse af et niveau der strækker sig til mere end den 16. plads det endte med at blive. Selvom det var Annikas bedste VM resultat til dato. World Cup sejr i Val di Sole og hurtigste dame-tid i stafetten satte utvivlsomt forventninger højere, men som hendes team-manager sagde efterfølgende "when we do the season-recap, she's gonna be very satisfied by what she's accomplished".  

That's it!

Næste videoblog bliver fra schweiziske Chandolin. Hvis navnet lyder bekendt er det fordi jeg har været der før

Annika i samtale med Specialized's Dan Hugo få minutter før afgang til start. Dan var en del af Annikas support-team til  Leadville 100



24.5.15

Nove Mesto Søndag

Sikke en søndag!

Jaroslav Kulhavy er tilbage og danskerne fik også sparket deres WC-sæson igang på flot vis. Indlægget her bliver løbende opdateret med kommentarer og billeder.



U23 Herre short from Thomas B on Vimeo.